Nørre Kvarter – bedre kendt som Pisserenden – var i 70’erne et råt og hårdt kvarter med slåskampe på barerne og prostituerede i vinduerne. Mange af husene var misligholdt, og der var huse i mange af de mørke baggårde, hvilket gjorde, at kvarteret tiltrak kunstner-typer, som ikke havde råd til en stor husleje og godt kunne lide det rå kvarter.
Så i takt med at musikere, forfattere, journalister, fotografer og skuespillere flyttede ind til de billige huslejer (og huller i tagene), så blev kvarteret udefra opfattet som mere og mere trendit. Samtidig byfornyede kommunen og rev mange af husene i baggårdene ned, så området blev på flere måder mere og mere attraktivt. Der skete derfor det, der altid sker i Europas storbyer, når et område bliver smart, nemlig at fx. reklamebureauer gerne vil have adresse der. De gjorde – ofte via smarte advokater – deres yderste for at få smidt beboerne ud, så du kunne få fat i ejendommene.
Det samme oplevede vi i Pisserenden, hvor jeg selv flyttede ind i 1973. Vi tog dog kampen op, organiserede os i en Beboerforening (der stadig eksisterer) og bekæmpede spekulanterne hus for hus. Det lykkedes i stor udstrækning, hvilket betyder, at mange af de beboere, der er i dag, har boet der i mange år, og kender hinanden. For at få råd til advokater (som vi brugte mod spekulanternes) arrangerede vi 5 år i træk store gadefester i Skt. Peders Stræde med op mod 10.000 gæster. Vi genforenede bl.a. Sneakers med Sanne Salomonsen, som selv havde boet i gaden.
