Efter en fuldstændig vanvittig biltur gennem Liberia – i regntiden er det næsten umuligt – når vi endelig frem til byen Harper i det sydlige Liberia, tæt på grænsen til Elfenbenskysten.
Men byen Harper er hele den lange rejse værd.
Byen har været velhavende, for en af landet tidligere præsidenter, William Tubman, var født i Harper. I dag er hans palads indtaget af hjemløse, og hele byen emmer af tropisk fotogent forfald. Byen har også en stor katedral, og søndag morgen går jeg i kirke.
Jeg har fået lov til at komme “backstage” af biskoppen. Jeg vil gerne følge forberedelserne til messen, og jeg er i særdeleshed fascineret af de skønne “alterboys” – alterdrenge i kridhvide gevandter. Jeg er fluen på væggen – min ynglingsposition – og pludselig er symmetrien der.