Jeg boede i 20 år tæt på dyrehaven, og langt de fleste år har jeg brugt en efterårsdag eller to i de smukke omgivelser bevæbnet med cykel, madpakke, passende påklædning, kamera og langt teleobjektiv.
Drømmen var altid at fange to brunstige handyr i drabeligt slagsmål, men i 2005 fik jeg mit første gyldne motiv i kassen.
Jægersborg Dyrehave er helt speciel, fordi man kan se langt under grenene i et par meters højde. Det tiltrækker mange naturfotografer fra hele verden, og på denne regnvåde dag stod jeg i et par timer sammen med en belgier og et par franskmænd under et stort egetræ og lurede på en kronhjort, der listede rundt om en hind. Til sidst fik den succes med sit forehavende, og der kom for alvor gang i kameraerne, da parringen gik i gang.
Selve akten varede ikke mange sekunder, men synet var smukt, og det er meget fascinerende at se så stort et dyr holde så blidt på sin udkårne.
Jeg var den eneste med digitalkamera, så de andre tre skulle se alle fotos bag på kameraet, og der blev hvisket såvel ”Oooh!” som ”Mon Dieu!”. Den slags jagt elsker jeg. Det passer lige til mit temperament at snige sig rundt og hugge til, når motivet er optimalt.