For mig er vinteren den mest inspirerende tid på året, lyset har en kvalitet, som kan bruges hele dagen. Lange skygger, blålige toner kombineret med solens varme lys er den perfekte forening.
Træerne står afklædte i landskabet og blotter deres sande jeg, man kan se deres grene og rynker i stammen. Fotografering af træer adskiller sig ikke meget fra at lave portrætter af mennesker, dog er træerne mere statiske, men det tager tid at afbillede stemningen eller naturens sjæl.
På dette billede spejles skumringslyset i skovsøen, og træernes stammer opdeler billedet, så de varme toner adskilles fra de kølige blå nuancer. Er det kunst, ja det vil jeg lade være op til betragteren, men jeg synes det har maleriske kvaliteter, selvom det er et fotografi. Billedet har efter min mening indfanget vinterens sjæl og giver en vidunderlig stemning, næsten som en Claude Monet, men bare med et indtryk af det nordiske lys.